Mit Roskilde 2013

Mandag. Roskilde-blues. Ondt i halsen (as always) men lykkelig og mættet med fantastiske oplevelser – både musikalske og ikke-musikalske.

I gang med at pakke ud, The National kører på anlægget, og jeg mindes koncerterne, jeg nåede og ærger mig over dem, jeg missede.

Det har været et super fint Roskildeår trods min skepsis inden festivalstart. Høj sol og fest med en masse dejlige venner har selvfølgelig haft en kæmpe indflydelse på min oplevelse af weekenden. Men selvfølgelig har der også været super god musik – både de planlagte ting og koncerter som jeg ikke havde regnet med at skulle forbi – så her kommer der et hurtigt recap af min Roskilde-weekend.

Ready to rock’n’roll 🙂

Torsdag
Torsdag eftermiddag ankom min festivalbuddy Patricia og jeg til Roskilde i god tid til at smide vores ting og få armbånd inden den første koncert på vores program, som var The Lumineers. Det amerikanske folkrock band spillede i et proppet Odeon telt, hvilket betød at vi ikke kom inden under dugen, da det regnede. Samtidig betød det også, at man ikke helt fik den samme oplevelse af koncerten – man var på en eller anden måde ikke 100 % inkluderet. Og det bliver lidt sværere at engagere sig for alvor i koncerten. Umiddelbart virkede bandet meget på, og da de halvvejs inde i koncerten spillede monsterhittet “Hey Ho” fangede de selv publikum uden for teltet, som skreg med på teksten – inklusiv undetegnede.

Turen gik næst over til Pavillion scenen, hvor post punk bandet Savages allerede var i gang med deres koncert. Mine forventninger til det her band blev desværre på ingen måde opfyldt. De virkede uoplagte, lyden var ikke i top og forsanger Jehnny Beth glemte endda teksten til en af sangene. Måske havde de fået lidt for meget at drikke inden koncerten? Måske var de tour-trætte? Jeg ved det ikke, men godt var det på ingen måde.

Vi slog et smut forbi Kendrick Lamar, men han var forsinket, og vi valgte i stedet at prioritere at komme over til Jake Bugg og få en god plads. Så turen gik tilbage til det hvide Odeon telt, og denne gang kom vi i god tid og fik en ok plads inde i teltet (hvorfor vi denne gang var i tørvejr, da regnen igen faldt). Jake Bugg fangede for alvor min opmærksomhed, og jeg kunne ikke andet end at lade mig rive med af hans energi, catchy sange og særegne stemme. Det var fedt at se ham med band – sidste gang var det kun ham og hans guitar. At tilsætte trommer, bas og en ekstra guitar giver mere karakter og dybde til numrene, som jeg lidt manglede sidste jeg hørte ham. Dejligt!

Herefter var der en lang pause inden det næste must-see på listen, og vi gik lidt kolde den her første aften. Hvorfor vi lyttede til Ingrid feat. Lykke Li, Peter, Bjorn and John m.fl. på vej ned til teltet, hvilket vi kom til at fortryde ret så meget dagen efter, da vi fik at vide, at det havde været en fantastisk koncert. Øv øv!

Fredag
Morgen i teltet og vi fik serveret gammel dansk af vores übercool lejr-mates Morten og Mikkel. Så var vi i gang!

Afsted til festivalpladsen for at skaffe en kaffe og en croissant inden dagens første koncert på Arena. Marie Key gjorde det super godt den halve time, vi nåede at høre af hendes koncert. Hun er så fin og charmerende ligesom sine sange, og det virkede som om hver eneste person i det store telt havde fuldt fokus på det finurlige tekstunivers, som de blev præsenteret for den fredag eftermiddag.

Videre over til norske Highasakite, der leverede en fantastisk koncert. Pavillion teltet var på ingen måde fyldt, og det var ikke mange, som kendte musikken, men de, der havde fundet vej til koncerten, så ud til at være fanget af musikken. Jeg synes, at det er så fedt, når et band formår at gøre det – at fange et publikum, som ikke rigtig kender deres musik – og jeg er så spændt på at se, hvordan det kommer til at gå de talentfulde nordmænd.

Et smut forbi Dead Can Dance, som jeg ikke rigtig kender, men det var ret fint med deres orientalsk inspireret musik.

En ribbenstegssandwich var hvad festivalteamet nu havde brug samt en lille pause, hvor fusserne fik hvile, og så blev der samtidig tanket godt op med øl.

Patricia holdt en lidt længere pause, og jeg smuttede over for at se islandske Of Monsters and Men. Dejligt dejligt musik fra et utroligt veloplagt band, der fik banket en folk-fest i Arena teltet.

Den Sorte Skole fik ikke helt startet den fest, som jeg havde regnet med. De er super cool, og jeg kan godt lide ideen, men opbygningen af numrene var alt for lange, og de mistede publikums opmærksomhed, som i stedet begyndte at tale sammen. Ærgerligt.

Flere drinks og jeg lod mig overtale til at gå med til Rihanna koncerten på Orange – eller dvs. Patricia røg ind i pitten, så jeg fandt mig et godt sted ude på pladsen og besluttede mig for at give mig hen til det og tage det for, hvad det var. Og jeg må sige, at hun er en god entertainer og en dygtig sangerinde. Jeg indrømmer det! Der blev vippet med den ene fod under flere af sangene 😉 Dead sexy!

Ikke mere livemusik til os den aften, men vi fik festet til den lyse morgen – helt bogstavelig talt.

Lørdag
Lørdag var for mig den helt store dag med 11 navne på min liste, men det gik lidt galt for mig, og jeg nåede på ingen måde alle koncerterne, hvoraf det nok ærger mig allermest, at jeg ikke nåede Unknown Mortal Orchestra.

Solen skinnede fra en skyfri himmel, mødet med en lang række gode og gamle venner samt en gedigen eftermiddagsbrandert kom lidt i vejen for min planlagte rute.

Nå, men morgenhygge i lejren efterfulgt af et tiltrængt bad hos musikbuddys, som havde fået en af de ‘exclusive’ værelser på Slagteriskolen udgjorde lørdag formiddag for mig og Miss P.

Ud på eftermiddagen sad vi i solen og drak en øl og faldt i snak med Metallicas merchandise-mand, som skulle blive vores øl-supplier flere gange i løbet af aftenen. Meget skægt.

Første lørdagskoncert blev derfor Kris Kristoffersen klokken fem. Helt alene med sin guitar og mundharmonika var han på den lige pludselig enorme scene, og ja – der druknede han vist en smule. Det blev hurtigt meget ensformigt og lidt kedeligt. Så vi satte kursen forbi vennerne ovre i Nørgaard-biksen. Der blev indkøbt diverse sømandstrøjer og indtaget kølig hvidvin (og her var det så at vi missede både Unknown Mortal Orchestra og Quadron).

Tilbage til Orange hvor The National havde fået tjansen at spille et par timer før Metallica. Ikke en nem opgave men de gjorde det fanme godt. Som altid. Jeg stod way bagud på pladsen, men dansede og skrålede med som stod jeg i pitten. Det var fedt og selvom Matt Berninger og Co. ikke talte og joket så meget som til deres Loppen-koncert 2 uger tidligere, så virkede de stadig utroligt veloplagte.

Til Metallica nåede vi sgu ind i pitten. Jeg er ikke umiddelbart metalfan, men jeg er vokset op med Metallica og var der udelukkede for at høre så mange numre fra The Black Album som muligt, og bandet fik da også sendt et par stykker afsted til os nostalgikere. Det var fedt at opleve dem live.

Derefter startede vores lørdagsfest for alvor op, og vi fik danset igennem til både Chase & Status og til Angel Haze. Vi lukkede endnu engang pladsen og gik hjem efter solen var stået op.

Søndag
Godt brugte og helt helt trætte i vores kroppe søndag morgen. Vi fik os en ret langsom start, da der også var lidt tømmermænd involveret. Men vi fik da samlet os sammen og pakket vores habengut ned, inden turen gik op til James Blake koncerten på Orange.

Søndag var sommeren for alvor kommet til Roskilde. James Blake så ud til at smelte væk på scenen, og vi blev lige så langsomt brændt af nede på plænen. Det er ret fedt med Blakes dubstep, og der er rigtig mange helt fantastiske numre i hans repertoire. Dog bliver noget af det lidt ensformigt – især når der ikke er så meget vokal. Det er nemlig her, at James Blake skiller sig ud og sammensætter noget unikt – med sin fine fine stemme.

Herefter rundede vi Cosmopol og lyttede lidt til Azelia Banks, som var ret forsinket. Men vi var ret flade og kunne ikke rigtig komme op i gear. Måske var vi også ved at være musikmættede, for heller ikke Black Rebel Motorcycle Club kunne få mit trætte korpus i omdrejninger.

Vi besluttede os derfor for at vente til Queens of the Stone Age og så ellers smutte hjem efter den koncert.

Jeg ved ikke, hvad det er med Josh Homme, men jeg bliver en lille smule forelsket hver gang, jeg ser ham live. Fuck, hvor er han bare for sej! Hans mega cool rockattitude, som aldrig bliver for meget, den måde han rocker med sit venstre ben på samtidig med, at han river rundt på den guitar. Jeg kan slet ikke få nok. Han er så fandens charmerende på den helt utroligt manddige måde. Derudover gav Queens of the Stone Age en solid lektion udi rockgenren, så selv de blødeste Rihanna fans måtte give sig. For mig var det den perfekte afslutning på festivalen. Mit lille rockhjerte var og er glad!