I denne uge har jeg kun én koncert, og det er med det franske indieband Phoenix. Jeg burde have rabat og måske endda en hurtigbane til garderoben, når jeg nu bruger 4 aftener ud af 7 i Vega.
Jeg har set Phoenix live en gang tidligere, og det var på Roskilde Festivalen i 2007, hvor de gav et brag af en koncert! Så der er høje forventninger, når de tirsdag aften rammer København.
Der er stadig få billetter til koncerten, som i øvrigt byder på Noah and The Whale som opvarmningsband.
Phoenix, tirsdag den 10. november kl. 21, Store Vega.
Sidste uge var der utrolig meget White på programmet i København. Først var der White Sensation arrangementet i Parken (dog ikke noget musik, som har fanget min interesse) og byen blev af samme grund invaderet af mennesker klædt i hvidt.
I slutningen af uge blev det så tid til White inden for rockmusikken – og endda flere af slagsen.
Damp-barnet og den evigt produktive Jack White kom til byen torsdag først og fremmest for at give koncert med sideprojektet The Dead Weather.
Men også for at præsentere dokumentarfilmen Under Great White Northern Lights om White Stripes turnéen i Canada i 2007.
Jeg havde ikke selv billet til filmen, som blev vist i Grand, men jeg har ladet mig fortælle, at det var en ok god film.
Til gengæld havde jeg billet til koncerten i Store Vega, som viste sig at være årets koncertoplevelse – for mig i hvert fald. Koncerten har desværre fået halv lunkne anmeldelser, og jeg er slet slet ikke enig i deres oplevelser af koncerten.
Gazellen og friends fik en virkelig god plads i tredje række foran scenen og havde derfor perfekt udsyn til hele showet. Vi fik alt med – Alison Mossharts spytten på scenen, Dean Fertitas sveddråber under hans intro til Will There Be Enough Water og ikke mindst Mossharts nærmest dræber-agtig panterøjne, som hun rettede mod de mandelig publikummer i forreste række.
Musikken og lyden var stor og så beskidt og skramlet, som man overhovedet kan forestille sig. De tre mandelige bandmedlemmer er alle sindssygt gode musikere, og Alison Mosshart gjorde det virkelig godt som frontfigur trods det, at hun var uden sin sædvanlige makker Jamie Hince (The Kills). Hun formåede selv at skabe den seksuelle spænding på scenen, som er så karakterisk for The Kills.
Hun hoppede op på forstærkere, vred sig som en slange og havde meget øjenkontakt med publikum. Noget af kritikken har gået på, at hun ikke har en stærk vokal.
Det her er rock, og det er ikke meningen, at hun skal have en fløjsblød stemme á la Lykke Li. Mossharts stemme passer super godt til den her slags musik.
Derudover mener kritikerne, at balancen i bandet var skæv, i det at White selv havde en lidt tilbagetrukket rolle bag trommerne, og når han ved et par af numrene kom frem foran på scenen, så gik publikum amok. Men det er noget fis at sige! At White sad bag trommerne gjorde det bare mere interessant, og hele bandet kom på den måde til sin ret, og jeg synes netop derfor, at balancen var god, og som den skulle være.
Koncerten med The Dead Weather var alt andet end sløset, rodet og middelmådig, som Ekstrabladets anmelder har karakteriseret den. Og det pisser mig af, at en anmelder tydeligvis har en så forudindfattet mening, at han intet positivt kan sige om koncerten.
Koncerten i Store Vega torsdag aften var så rå, voldsom og fantastisk, at det tog pusten fra mig allerede efter de to første numre. Og som Gaffas anmelder skriver, så var det langt fra “same shit, different city” – man følte, at bandet spillede deres musik live for allerførste gang. De gav den så meget gas, at jeg stadig kan få gåsehud ved bare at tænke på det.
Højdepunkter for mig var b-side nummeret You Just Can’t Win samt White og Mossharts elektriske udgave af Will There Be Enough Water, hvor den seksuelle spænding mellem dem toppede og gav gazellen flashback med glimt af en The Kills koncert i Lille Vega.
Fredagens og ugens sidste “White” koncert bestod af endnu et hypet band, nemlig det engelske White Lies.
Men jeg vil undlade at sige så meget om den koncert, da jeg fik placeret mig et virkelig, virkelig dårligt sted, og det ødelagde stort set min koncertoplevelse.
Og jeg ved, at bandet gav mere end, hvad de nogensinde har givet før (i hvert fald hvad jeg har oplevet de foregående gange), så mine dårlige oplevelser med fulde, fede og virkelig ildelugtende mænd, der blev ved med at skrige ‘ooui ooui’, skal ikke med her.
For en del år siden så jeg (af uforklarlige grunde) et ungdomsprogram på DR med en eller anden musikkonkurrence for danske ungdomsbands.
Et meget MEGET ungt band med utrolig mange bandmedlemmer var med, og de spillede noget musik, som sparkede for vildt røv. Desværre blev de nummer 2 efter et metalagtigt band bestående af fire bebumsede 17-årige drenge, som spillede ret uinteressant musik (sådan husker jeg det i hvert fald).
Bandet hed Dúné og allerede dengang tænkte jeg, at de nok skulle blive til noget en dag. Og det gjorde de fanme!!
De har spillet rigtig, rigtig mange koncerter og blevet ‘gamle’ og garvede i den hårde musikbranche trods det, at de kun er 19-20 år gamle.
Nu er deres andet album Enter Metropolis på gaden, og de spiller stadig meget energisk indie-elektro-rock, som får dig til at synge med, hoppe og danse – også selvom man er over de 30 nu.
Her er et link til en lille video fra sidste år (tror jeg nok), hvor Dúné var support til selveste Foo Fighters i Munchen.
Dúné giver koncert i Pumpehuset i morgen aften den 29. oktober.
Torsdags aftens koncert i Pumpehuset viste sig også at være et arrangement, hvor den nye dokumentarfilm Stages om Dúné blev vist. Nu er jeg ikke filmanmelder og vil ikke gøre mig klog på den genre. Men jeg synes, at det var en virkelig god film, som gik meget tæt på bandmedlemmerne.
Samtidig var den visuelt virkelig fedt filmet og klippet, og det, synes jeg, gav filmen en ekstra dimension, som gjorde den interessant at se.
Det eneste, der fik en til at ønske at filmen snart skulle slutte, var, at man sad på oppustede papirposer, og det var lidt hårdt for røv og ryg efter 1 time og 45 minutter. Jeg vil klart se filmen igen, men næste gang i en biograf eller i min sofa
Efter filmforevisningen blev der gjort klar til koncert med bandet, men under de to første numre var der en lidt pudsig stemning mellem publikum og band. Der var en vis nervøsitet på begge sider, tror jeg, og vi skulle alle lige se hinanden an, efter at vi (publikummer) var blevet præsenteret for de syv unges inderste følelser.
Men musikken, energien og glæden hos Dúné trak meget hurtigt hele rummet op, og aftenen kulminerede i en halvvejs euforisk stemning, som – as always når det kommer til Dúné – fik os alle til at hoppe og danse (trods gazellens skadede knæ).
Live er Dúné mere et rockband end et indieband. Man får guitar og rock’n'roll attitude for alle pengene, og det er så fantastisk fedt!
Jeg er helt tosset med Mattias Kolstrups stemme, som faktisk er ligeså smøragtig og fejlfri live som på albummet. Ekstremt imponerende! Jeg har vel nærmest kun oplevet det før med Thom Yorke.
Siden jeg hørte Dúné live første gang for over 2 år siden, så er de blevet endnu mere sikre i deres optræden og man kan fonemme, at de er blevet modne/voksne og har fået livserfaring. Og det har stor betydning for min koncertoplevelse.
Stort set hele det nye album blev spillet til koncerten i går aftes, og det var og er en række virkelig gode numre, som også viser, at bandet er blevet dygtigere. Der er mange fede lydmæssige finesser med, som gør numrene interessante og man gider lytte til dem igen og igen.
Også dejligt at opleve de gamle numre selvfølgelig som fx Go Go Valentina, Dry Lips og Bloodlines, som havde fået ny liveversion, hvilket igen viser bandets voksende erfaring og overlegenhed. Virkelig virkelig godt gået drenge og den pige! Cecilie, tak for den guitarsolo!
Julian Casablancas gæster overraskende København med sit nye soloalbum Phrazes For the Young. Hvis navnet ikke lige umiddelbart siger dig noget, så gør The Strokes måske, hvor Casablancas er forsanger.
Indtil videre er det kun den første single“11th Dimension”, der er ude og har allerede været Ugens Uundgåelige på P3. Casablancas har gang i den vildeste countdown til udgivelsen af albummet på sin hjemmeside, og jeg kan derfor meget præcist medddele at det udgives i Danmark om 5 dage, 16 timer, 7 minutter og 43 sekunder….40 sekunder…37 sekunder…
Anyway, han kommer altså til Danmark og giver koncert den 30. november, hvor koncerten er programsat til Store Vega. Billetsalg starter på fredag.
Endelig endelig endelig!! The Floor is Made of Lava er i gang med at indspille nyt materiale. Og ifølge dem selv er de blevet mere seriøse både i tekst og lyd. Der er endnu ingen forlydender om en releasedato.
Har du billet til Nephews turné, så er du også heldig at høre The Lava live, da drengene er support for Nephew. Rygter siger, at de spiller noget af deres nye materiale
Rygtet siger, at bandet endelig er på vej med et nyt album, som dermed bliver opfølgeren til “Baby 81″ fra 2007. Bandet spiller god gedigen rockmusik, som tager den værste sult hos enhver guitarhungrende musiknørd.
Black Rebel Motorcycle Club har – som nævnt i foregående indlæg – skrevet et nummer til New Moon Soundtracket og er et af de mere stille numre, som bandet har lavet.
Den 10. november udgiver de en live dvd med liveoptagelser fra koncerter i Berlin, Dublin og Glasgow samt “intimate behind the scenes” optagelser, som de selv skriver på deres hjemmeside.
Soundtracket til filmen New Moon i Twilight sagaen ser ud til at være et kvali-soundtrack bedømt ud fra tracklisten.
Producerne (eller hvem fanden der nu får sådan et projekt igang) har fået samlet en helvedes god gruppe af musikere, som har komponeret nye sange til soundtracket.
Der er en god spredning i genrer og musikere, som tæller alt fra indie som fx Bon Iver, Death Cab for Cutie og svenske Lykke Li. Til rockmusikere som The Killers, Muse, Editors og Black Rebel Motorcycle Club samt mange andre virkelig fede bands.
Det er åbenbart tiden, hvor danske bands fra 90′erne, gendannes. Først så vi Psyched Up Janis, som gav os to udsolgte koncerter tilbage i juni måned i år (undertegnede nåede dog IKKE at få billet).
Derefter blev det Dizzy Mizz Lizzy, som har annonceret 5 koncerter i 2010. Så vidt, jeg har luret, er koncerterne allerede udsolgt, og det er totalt umuligt at skaffe en billet.
Og nu har det tredje band fra 1990′erne (og min gymnasietid) meddelt, at de bliver gendannet – om ikke andet så for en enkelt aften. Andet er ikke meddelt endnu.
Der er tale om Claus Hemplers gamle band Fielfraz, som hopper på trenden med at gendanne deres 90′er band.
Sidst bandet spillede sammen var i 2000, og de er aldrig officielt blevet opløst. De nåede at udgive 3 albums, og gæstede bl.a. Bjerringbro Gymnasiums studenterfest i 1995, hvilket jeg måske havde en lille smule at gøre med. Autografer fra de fire bandmedlemmer i min studenterhue vidner i hvert fald om min adgang til deres “backstages” område på BG
Anyway, så er der desværre kun annonceret én koncert (endnu), og den foregår i Odense. Men man kan håbe, at fx Vega henter dem til København til en enkelt koncert.
Det blev dengang til utroligt mange gennemlytninger af de to første albums “Shine” og “Electric Eel”, men også min single med deres coverversion af Depeche Modes “Personal Jesus” blev tyndslidt.
Jeg har fundet en gut på Youtube, som har lagt alle numrene fra Electric Eel, på nettet. En af favoritter var “Naked”.
I aften skal jeg til – hvad jeg tror – en fest af en koncert med danske When Saints Go Machine i Lille Vega. Bandet spiller blød velouragtig popmusik med indbygget dunkende klubbeats. På albummet “Ten Makes a Face” har When Saints samarbejdet med the Knife-/Fever Ray-produceren Christoffer Berg, og det er der kommet noget meget interessant ud af.
Damp-barnet og den evigt produktive Jack White kom til byen torsdag først og fremmest for at give koncert med sideprojektet The Dead Weather.
